Ferrari & Maserati Authorized Dealer
Nyheder

FORMULA indleder samarbejde med Esport Racing

Lyngby Den 01. november 2019

Dansk motorsport har for alvor fundet vej ind i den digitale verden, og den 6. november indledes anden sæson af det officielle Danish Esport Racing Championship – nu med FORMULA som samarbejdspartner og test af ægte racerbil som hovedpræmie.

HVEM ER ESPORT RACING?

Esport Racing er arrangør af Danish Esport Racing Championship.
Serien blev i 2018 lanceret som det første officielle danmarksmesterskab i den digitale motorsport, og allerede i debutsæsonen markerede serien sig om en af Europas største ligaer indenfor organiseret digital motorsport. Hele 150 danske kørere deltog i mesterskabet, deriblandt kendte profiler så som Aston Martin-køreren Nicki Thiim, Lamborghini-køreren Dennis Lind og BMW-køreren Mikkel Jensen. At flere deltagere uden erfaring fra virkelige racerbiler også var helt fremme feltet beviste, at den digitale motorsport har et utroligt bredt sigte.

Når 2019/2020-sæson skydes i gang den 6. november bliver det i alliance med en ny stor samarbejdspartner og et endnu mere organiseret setup, hvor mesterskabsvinderen honoreres med en test i en ægte racerbil på en racerbane. Præmien er for deltagere, der er fyldt 18 år, men uden aktiv banesportslicens, og vinderne kan også se frem til et hav af andre præmier.

– Vores mål er at blive Skandinaviens førende promotor indenfor digitale motorsportsevents og blande os med de førende i Europa. Vi vil arrangere publikumsvenlige events, og i den kommende sæson vil vi fortsat livestreame løb med professionelle kommentatorer og således gøre det endnu mere attraktivt for både kørere, fans, sponsorer og samarbejdspartnere at blive en del af Danish Esport Racing Championship, forklarer direktør i Esport Racing, Thor Qualmann.

Den nye sæson fortsætter det lettilgængelige koncept, hvor alle kørere stiller op i ens racerbiler med et setup, som er defineret af serien. På denne måde sikres det, at enhver deltager kan dyste mod nogle af verdens bedste racerkørere uden at skulle være uddannet i motorsportens ingeniørkunst. Mesterskabet tæller otte baner, som vælges via fælles afstemning, og der køres to løb á 25 minutter på hver løbsdag. Løbene transmitteres live på Youtube og Facebook.

NYT SAMARBEJDE

Samarbejdet mellem FORMULA og Esport Racing, har blandt meget andet gjort det muligt at belønne mesterskabsvinderen med en test i en ægte Ferrari 488 Challenge med mere end 600 hestekræfter på en racerbane, forklarer Thor Qualmann.

Formula meddeler, at det er den kraftigt stigende interesse for digital motorsport, som har fået virksomheden til at involvere sig i det virtuelle danske motorsportsmesterskab, og man ser store muligheder i samarbejdet med Esport Racing.

– Motorsporten er en del af vores forretning og dermed et grundelement hel virksomhedens DNA. Med vores eget team, Formula Racing, deltager vi i store internationale mesterskaber verden over, mens vi samtidig er dybt involveret i karting. Vores filosofi har altid været at fremme mulighederne for at komme ind i motorsporten, og sammen med Esport Racing ser vi en spændende vej ind i en verden, hvor alle motorsportsinteresserede, såvel amatører som professionelle, kan dyrke deres passion i organiserede rammer, samtidig med at man får lov til at udfordre sig selv mod nogle af verdens bedste, uden at skulle investere millioner. Du kan stille op fra din hjemmeadresse, og det kræver blot en PC, et rat og et sæt pedaler for at være med, lyder det fra direktør hos Formula Automobile, Jesper Viskum Schak.

– Vi ser væksten i digital motorsport som et klart udtryk for, at der er nye og spændende tider på vej i såvel dansk som international motorsport. Og at vi har valgt at investere betragteligt i det skyldes, at vi vil være med til at professionalisere den digitale motorsport på samme måde, som vi har set de i andre digitale sportsgrene. Vores ambition er på sigt at gøre digital motorsport lige så populært som andre grene af e-sporten, således at udøvere vil få mulighed for at dyrke det som en levevej.

FACTS OM DANISH ESPORT RACING CHAMPIONSHIP

Danish Esport Racing Championship (DERC) er et danmarksmesterskab i den digitale motorsport under Dansk Automobil Sports Union og Danmarks Idræts Forbund. Ligaen organiseres af ESR. I første sæson talte DERC 150 deltagere, heriblandt talentfulde kørere indenfor digital motorsport såvel som kendte racerkørere fra virkelighedens motorsport. DERC afvikles i simulatorspillet iRacing, og reglerne er simple: Alle deltagere kører i samme Ferrari 488-racerbil med samme låste setup-indstillinger. Før hvert DERC-løb afvikles der prækvalifikation. Prækvalifikationen afgør serverfordelingen ud fra deltagernes hurtigste tider. På hver løbsdag køres to løb á 25 minutter. Løbene sendes som live broadcast på YouTube.

KALENDER 2019/2020

Banerne vælges ved afstemning. Puljen består af Monza, Suzuka, Circuit de Catalunya, Spa-Francorchamps, Imola, Bathurst, Silverstone, Circuit De Gilles Villeneuve og Circuit of the Americas. Otte af ni baner vil blive benyttet

  1. løbsdag: 6. november
  2. løbsdag: 27. november
  3. løbsdag: 18. december
  4. løbsdag: 8. januar
  5. løbsdag: 29. januar
  6. løbsdag: 19. februar
  7. løbsdag: 11. marts
  8. løbsdag: 1. april

Se mere på www.esport-racing.dk

Nyheder