Authorized dealer
Nyheder

CHRISTINA NIELSEN SKRIVER KONTRAKT MED FORMULA RACING

Den 07. december 2015

Formula Racing har indgået kontrakt med Christina Nielsen om en fuld sæson med det danske Ferrari-team. Sammen med Mikkel Mac og Johnny Laursen indgår den 23-årige racerkører i et sandt dream team, som vil vinde både European Le Mans Series og 24-timers Le Mans.


Allerød, 7. december 2015 — Der er lagt i kakkelovnen til et brag af en sæson for de danske ELMS-mestre Formula Racing, som har indgået kontrakt med Christina Nielsen om en fuld sæson i teamets Ferrari 458 GT2. Den 23-årige racerkører indgår i et stærkt trekløver, som vil vinde både European Le Mans og 24-timers Le Mans. Nielsen bliver samtidig den første danske kvinde i den franske klassiker.

Vi er utrolig glade for, at Christina Nielsen har sagt ja til køre for os i den kommende sæson, lyder det fra teamchef hos Formula Racing, Allan Jørgensen.
Christina har i den grad vist sig som en hurtig og stabil GT-kører, og hun har konstant formået at være med i toppen. Hendes erfaring med langdistanceløb i USA vil uden tvivl styrke vores klare målsætning om både at vinde 24-timersløbet på Le Mans og gentage sejren i European Le Mans Series.

Den FIA-klassificerede sølvkører skal dele en Ferrari 458 GT2 med Formula Racings succesfulde Mikkel Mac og Johnny Laursen, som vandt dette års mesterskab i GTE-klassen i European Le Mans Series. En historisk sejr, der skaffede det danske team adgang til Le Mans.
Denne sæson har vist, at Mikkel Mac er en af verdens bedste guldkørere, og samtidig har vores bronzekører Johnny Laursen været hurtigere end selv konkurrenterne på sølvniveau.

Med Christina Nielsen på holdet er vi ikke i tvivl om, at vi har en suveræn vinderbil, lyder det fra Allan Jørgensen. Første danske kvinde på Le Mans Christina Nielsen har gennem de seneste to sæsoner gjort sit navn kendt på de amerikanske racerbaner, hvor hun i år, som første kvinde, var tæt på at vinde GTD-mesterskabet i TUDOR United SportsCar Championship og samtidig blev Rookie Of The Year i serien Pirelli World Challenge.
Den hurtige kvinde har tre gange tidligere deltaget i 24-timersløb og imponerede især ved at slutte på en 2. plads i det berømte 12-timersløb på Sebring i foråret.
Et resultat, som blev udråbt til at være den bedste motorsportspræstation for en dansk kvinde.

At være den første danske kvinde, som skal køre 24-timers Le Mans virker fuldstændig uvirkeligt, lyder det fra Christina Nielsen. Vi har arbejdet længe på projektet, og det er en drøm, som går i opfyldelse. Der er mange danske kørere, som stræber efter et Le Mans-sæde, og jeg er utrolig taknemmelig for, at Formula Racing har valgt at give mig chancen for at hjælpe dem til sejr.

Formula Racings kontrakt med Christina Nielsen omfatter en fuld sæson i European Le Mans Series, som består af seks løb, startende med et 4-timersløb på Silverstone den 16. april.

24-timers Le Mans finder sted den 18.-19. juni, hvor Formula Racing stiller op i GTE Am-klassen.  Formula Automobile er nartuligvis ved at stable en event på benene, hvor du kan komme helt tæt på vores team og opleve verdens største motorløb! Sæt X i kalenderen den 17. - 19. juni og få mere information på tlf. 7023 0901

Nyheder