Ferrari & Maserati Authorized Dealer
EVENTS

Italien Den 27. april 2020

Kørerkurserne Corso Pilota Ferrari består af følgende niveauer: Sportivo, Avanzato, Evoluzione,  Challenge samt det helt særlige Limited Edition. Der er tale om kørekurser af øverste skuffe, der har ét formål: At forfine og forbedre dit forhold til din Ferrari. Man starter med grundkurset Corso Sportivo og kravler herefter videre op i niveauer og grader. I år er kursusbilerne opdateret en anelse (læs meget), så du i 2020 prøver grænser i Ferrari F8 Tributo, 812 Superfast, 488 Challenge EVO og SF90 Stradale for dem, som deltager i Limited Edition.

_____________________________

CORSO PILOTA SPORT – Fiorano Track

På grundkurset Corso Sportivo tages der udgangspunktet i den enkelte kører. De erfarne instruktører vurderer dit nuværende niveau, og du udvikles som individuel kører derfra. Træningen består i  træning af fundamentale teknikker, når det fx kommer til bremse og -svingfærdigheder, ligesom du opnår en vigtig teknologisk og teoretisk indsigt i selve bilens væsen og formåen. Når de to dages banekørsel er vel overstået, har du fået intensiv og udviklende baneinstruktion med øvelser som kontrolleret powerslide, manøvrebane, glatbane og kørsel efter pacecar.

Udover at Pilota Ferrari er særdeles underholdende, så er Ferraris egne kurser den bedste måde at opnå mere køreglæde i din Ferrari. Du lærer bilen at kende helt fundamentalt og opnår forståelse af, hvilke kræfter vi har med at gøre. Det giver dig mere overblik og en mere sikker køreadfærd i det daglige.

Du kører på banen, Pista de Fiorano, som er Ferraris eget testcenter i Maranello. Når en ny Ferrari forlader fabrikken her, køres den til et par omgange på netop denne bane.

Har du allerede diplom på Corso Sportivo kan du bladre videre til Corso Avanzato. 

DATOER:

  • 27./28. April
  • 18./19. Maj
  • 3./4. Juni
  • 27./28. Juni
  • 6./7. Juli
  • 27./28. Juli
  • 10./11. September
  • 26./27. September
  • 1./2. Oktober
  • 19./20. Oktober
  • 14./15. November

Pris: Euro 8.500 (+1 gæste ophold + forplejning: Euro 1.600)

_____________________________


CORSO PILOTA ADVANCED - Varano Track

Niveau 2 i Pilota Ferraris professionelle kørekurser er Corso Avanzato. Med grundkurset Sportivo bag dig, er du således klar til en endnu mere præcis og kontrolleret forståelse af din Ferrari. Corso Avanzato er kurset, hvor dine bevægelser bliver mindre tilfældige men langt mere hurtige.

Lokationen er nu banen i Varano de’ Melegari ved Parma. I forhold til grundkurset falder deltagerantallet med 8 personer, mens din tid på banen stiger betragteligt – og der er god tid på grundkurset. Corso Avanzato handler om at gøre dig hurtigere og samtidig mere gennemtænkt bag rattet.

Instruktørerne er særligt udvalgte går meget op i at give dig en forståelse af, hvordan en bil af denne karakter fungerer, når den køres maksimalt. Kurset har til hensigt at udvide din køretekniske horisont med en udvidet indsigt i bremsetiming, indgangskurver, udfaldsvinkler, gear og omdrejninger.

Vi arbejder med telemetrianalyse, der kendes fra motorsporten, og dine meritter på banen analyseres detaljeret med dataindsigt. Her opdages ethvert nøk med rattet, og der er ikke plads til tilfældigheder. Kurset slutter af med et kontrolleret race med mulighed for podieplacering.

Har du allerede diplom på Corso Avanzato, kan du bladre videre til Corso Evoluzione. 

DATOER:

  • 9./10. Juni
  • 1./2. Juli
  • 3./4. September
  • 27./28. Oktober
  • 26./27. November

Pris: Euro 11.500 (+1 gæste ophold + forplejning: Euro 1.600)

_____________________________

 

Corsa Evoluzione (Misano)

Du er nu ved at være en rigtig hærdet Ferrarikører – eller Pilota. Du har bestået Avanzato og er klar til at presse dine evner yderligere. Det er ikke nok for dig kun at være hurtig længere, du vil være teknisk overlegen og forstå enhver millimeter af din bils opførsel. Corso Evoluzione er næstsidste skridt i Pilota-programmet. Nu bliver det rigtig seriøst. (Og endnu sjovere).

15 instruktører til 20 kursister står klar til at udvikle dig til en decideret racerkører. Med det store antal instruktører er fokus i den grad på dig. Den personlige og helt individuelle tilgang er skruet sammen med dig i førersædet. Corso Evoluzione tager rigtig fat og gennemgår minutiøst dine evner som en decideret banekører. Som en Pilota-instruktør engang sagde: Fart er en konsekvens af at køre korrekt!

Der arbejdes professionelt med telemetrien, og du oplever de små men vigtige forskelle i kørsel med og uden pacecar. Dine grænser testes kontrolleret med chronomtriske værktøjer, og det hele emmer af den helt ægte vare. Corso Evoluzione er der, hvor du ifører dig den F.I.A.-godkendte køredragt, og pludselig mærker, at du har gennemgået tidligere Pilota-programmer, der har gjort dig sikker og erfaren i Ferrariens egenskaber. Nu handler det om race og konstant optimering af din tid, så vi gennemgår øvelser med track timing igen og igen.

Med Corso Evoluzione-diplommet indrammet ved siden af de to andre, er dit Ferrari-CV næsten fuldendt. Du mangler blot Corso Challenge.

DATOER:

  • 21/22 September

Pris: Euro 18.000 (+1 gæste ophold + forplejning: Euro 1.600)

_____________________________

 

Corsa Challenge (Varano)

Når du består Corso Challenge træder du samtidig ind i den eksklusive skare af Ferrari-ejere, der professionelt kører Ferrari Challenge-løb. Bilerne på kurset er derfor 488’ere, som benyttes i denne klasse. Corso Challenge konkluderer på Pilota-programmets tidligere kurser og binder den endelige sløjfe. Når du til dette niveau, er du en meget kompetent Ferrari-kører, der er klar til næste skridt, som kunne være Ferrari Club Challenge. 

Drømmer du om at kvalificere dig til at køre Ferrari Challenge, er det et krav at du har bestået dette kursus. Kørere på dette niveau har med Corso Challenge fået oparbejdet grundlæggende banekørselsteknik, og ikke mindst lært at omgå konkurrerende biler i høj fart – både på baneasfaltens hurtige langsider, men også når det kommer til de drilske sving.

Her forfines din teknik ned til mindste detalje, mens du oplever hvordan du mentalt indstiller dig til at bruge din Ferrari i motorsportens verden. På de foregående sider har du læst, hvordan Pilota-programmet gradvist bygger dine færdigheder op, så med Corso Challenge begynder man at forstå, hvor meget det kræver at blive eliteudøver i en Ferrari. Det er hårdt arbejde. Det er nederlag på nederlag. Det er skader, diskvalificeringer og ventetid. Og det er skide skægt.       

DATOER

  • 6/7 Oktober

Pris: Euro 18.000 (+1 gæste ophold + forplejning: Euro 1.600)

_____________________________


Corsa Limited Edition (Vallelunga)
Racerkurset med racerlicens. Målet er at perfektionere køreteknikken og forberede Challenge deltagelse. Mere info følger!

  • 13/14 Oktober

Pris: TBA. 

_____________________________

 

Pilota One-to-One
Den personlige træner. Dette er privatundervisning ved tårnhøj intensitet. Køres både med og uden licens.

  • 9 July

Pris: Euro 13.500 

 

EVENTS